Emotionelt omsorgssvigt

Når kærlighed og nærvær mangler – uden at nogen opdager det

Forstå EMOTIONELT omsorgssvigt 

Emotionelt omsorgssvigt er en form for barndomstraume, som ofte går under radaren. 

Der er ingen blå mærker, ingen råb og måske heller ingen åbenlys konflikt – men alligevel mangler noget helt grundlæggende:

En voksen, der ser dig, hører dig, og møder dine følelser med nærvær og empati.

Det er en stille, usynlig form for svigt – og netop derfor er det så overset. 

Men det gør det ikke mindre giftigt end for eksempel fysisk vold.

Hvad er emotionelt omsorgssvigt?

Emotionelt omsorgssvigt opstår, når barnets følelsesmæssige behov ikke bliver mødt konsekvent – fx for trøst, støtte, validering eller spejling.

Det kan se ud som:

  • Forældre, der ignorerer barnets følelser: "Du skal ikke være ked af det"
  • En stemning af, at man skal være "nem", stille og ikke fylde
  • Ingen tryg base at gå til, når man er bange, vred eller ked af det
  • At blive gjort forkert, når man viser følelser eller behov
  • At man lærer, at kærlighed er noget, man skal gøre sig fortjent til

"Jeg fik mad, tøj og skolegang – men ingen så mig, når jeg havde det svært."

Tegn på at du har oplevet emotionelt omsorgssvigt

Mange voksne, der har oplevet emotionelt omsorgssvigt, bærer rundt på følgende:

  • Du føler dig ofte "tom" eller følelsesmæssigt afkoblet
  • Du nedtoner dine egne behov og følelser, især overfor andre
  • Du føler skyld, når du sætter grænser eller beder om noget
  • Du har svært ved at mærke, hvad du egentlig føler
  • Du kan føle dig ensom, selv sammen med andre
  • Du tvivler på, om dine oplevelser "tæller" som svigt

Fordi det ikke var dramatisk, spørger mange:

"Har jeg overhovedet noget at have det dårligt over?"

Svaret er: Ja. Omsorg handler ikke kun om det synlige – men om det følelsesmæssige rum, du voksede op i.

Konsekvenser i voksenlivet:

Emotionelt omsorgssvigt skaber ofte et mønster, hvor du undertrykker dig selv for at passe ind. 

Du kan opleve:

  • Perfektionisme eller pleasertrang
  • Angst i relationer – især hvis du føler dig afhængig af nogen
  • Tendens til at trække dig, når noget bliver sårbart
  • En følelse af ikke rigtigt at høre til
  • En indre kritiker, der siger "du overreagerer" eller "tag dig sammen"
  • Svært ved at stole på, at andre vil dig det godt – uden at du skal gøre noget først

Hvorfor det er så overset

Samfundet fokuserer ofte på det synlige: overgreb, vold, misbrug. Men det følelsesmæssige fravær er mindst lige så skadeligt – og ofte endnu sværere at forstå og bearbejde, fordi det ikke "kan ses".

Mange får først øje på det som voksne – især når de: 

  • Begynder i terapi
  • Får børn og ønsker at gøre det anderledes
  • Oplever stress, angst, depression uden synlig årsag
  • Bliver udmattede af konstant at være "den stærke"

Heling starter med at se sandheden

Heling begynder, når du tillader dig selv at se tingene, som de var – også selvom det er smertefuldt. Det betyder ikke, at du skal dvæle i bitterhed, men det betyder, at du har ret til at holde dine forældre ansvarlige for det, de gjorde – eller ikke gjorde.

Du var barn. Det var ikke dit ansvar at få dine behov dækket – det var deres.

"At bebrejde dig selv var en overlevelsesstrategi – men heling begynder, når du stopper med det."

Det er helt naturligt at føle vrede, sorg eller skuffelse, når man opdager, at de mennesker, man stolede på, ikke kunne – eller ville – være der for én.
Det er ikke ukærligt at anerkende svigt. Det er kærligt over for dig selv.

"Det handler ikke kun om, hvad der blev gjort – men om alt det, du havde brug for, og aldrig fik. Og det var ikke dit ansvar."

Mere om omsorgssvigt og tilknytning